Holdbarhed

Valset zink er et holdbart materiale

Valsede zinkprodukter til bygningsformål har en meget lang levetid på grund af zinks selvbeskyttende egenskaber. I Europa er der talrige eksempler på udskiftning af zinktage efter ca. 100 års permanent anvendelse.

Årsagerne til en så lang levetid:

Trin 1 Trin 2

Zinks metaloverflade reagerer over for atmosfærisk ilt (O2) under tilstedeværelsen af vand (H2O) ved at danne zinkhydroxid (Zn(OH)2).

Zinkhydroxid reagerer over for atmosfærisk kuldioxid (CO2) ved at danne zinkhydroxid (2ZnCO3.3Zn(OH)2), der udgør hovedkomponenten i patina.

 

Patinaen danner et lag, der er kompakt, hæftende, uopløseligt i regnvand, og som vil hindre enhver yderligere udveksling mellem ilt og zink, og derved kontrolleres korrosionshastigheden for valset zink og holdes på et lavt niveau.

Alligevel kan zinks holdbarhed nedsættes af nogle syreholdige forurenende stoffer, der øger korrosionshastigheden. Det vigtigste forurenende stof er svovldioxid (SO2). Svovldioxid reagerer over for patinaen ved at danne zinksulfat (ZnSO3 + ZnSO4), der er opløseligt i vand og kan skylles bort af regn.

Svovldioxid udvikles af nogle fabrikker, oliefyrede centralvarmeanlæg og biltrafik. Som følge heraf er korrosionshastigheden større i et bymæssigt eller industrialiseret område end i landlige miljøer.

Heldigvis er svovldioxidens forurening af atmosfæren siden 1970’erne blevet betragtet som et væsentligt miljøproblem. Derfor har lovgiverne i Europa og andre steder strammet lovgivningen for denne form for forurening. Dette har medført en generel nedsættelse af koncentrationen af svovldioxid i atmosfæren og en endnu mere drastisk nedsættelse på særligt forurenede steder som f.eks. byer eller industriområder.

Som følge heraf er korrosionshastigheden for valset zink blevet nedsat i betragteligt omfang i løbet af den sidste halvdel af det 20. århundrede.